Gæstfrihed på Jydsk Væddeløbsbane

Her følger en lille rejseberetning fra København til Jydsk Derbydag 6. juni 2009 i Århus med Kirsten Merete Juncher og Ole Henrik Sørensen

Aarhus, stik fra 1821. Kilde: Det Kgl. Bibliotek

"Et Parti af Aarhuus d 4 Juny 1821". Stik af Ole Jørgen Rawert.
Kilde: Det Kgl. Bibliotek

Århus vinker forude. Uger i forvejen er Kirstens hest, Da Vinci, indskrevet til et løb på årets største løbsdag på Jydsk Væddeløbsbane i Århus, med Jydsk Derby som dagens højdepunkt. Vi skal af sted. Kirsten og mig, muligvis følges med andre. Men hvordan? Så sent som dagen før er vi uden rejseplan. Forinden cykler vi rundt om alle rejsemuligheder til Jylland. Til lands, til vands og i luften! Redningsbæltet er Kirstens bil – det grønne lyn.

Vi dropper vores kongstanke om at køre over Odden – Århus. Sidste afgang tilbage via søvejen til Sjælland er kl. 19. Det er for tidligt. Sæt nu, Århus spiller op til det helt store efter dagens løb. Det vil vi ikke gå glip af.

Tidligt lørdag morgen kl. 8 samler Kirsten mig op på Østerbro. Vi er linet op til en stor dag. Al snak om frem og tilbage er forstummet. Vi griber dagen som en anden Carpe Diem , og landskabet hjælper os på vej på en solbeskinnet dansk sommerdag hen over Sjælland, Fyn og videre op. Det kan ikke være smukkere.

Storebæltsbroen. Copyright: Sund og Bælt

Jylland lige om hjørnet ved mødet med Storebæltsbroen
Copyright: Sund & Bælt

Med os i bagagen bærer vi på blandede oplevelser fra dagen forinden, på en kold og våd Grundlovsdag, med løb på Klampenborg. Dagens højde- og lyspunkt forbliver Klampenborgs lokale helt, beslagsmed Rasmus Olsen. Han sejrer med sin Henrik i Derby Trial Stakes, og er dermed sikret en plads blandt de 15 heste, som skal kæmpe om Dansk Derby sejr d. 28. juni.

Rasmus, ven af enhver hest, og højt værdsat for hans faglige ekspertise, og venlige væsen, møder vi senere på dagen, og kan ønske ham ordentligt tillykke. Det kvitterer han med, ved at byde på en drink. Herunder indvier han os i suset, hvordan det som hesteejer er for første gang at skulle deltage i derbyet.

Da Vinci med Lennart Hammer på Jydsk Væddeløbsbane, juni 2009.
Copyright: www.deborah.dk

Da Vinci genser JVB's paddock for 3. gang. Jockey er
Lennart Hammer. Copyright: www.deborah.dk

I dag gælder det os selv. Skal vi ind i vindercirklen med Da Vinci og pressefotografer? Vi holder lav profil, nævner det ikke, og tror på det bedste. Kirsten er af natur forsigtig, og kender væddeløbs-livet så godt, at hun ved, alt kan ske, ikke mindst i et handicap-løb, som det Da Vinci er meldt i, godt nok i et klasse 2 løb, med et handicaptal på 80. Ikke så ringe, som en jyde vil udtrykke det. Kirsten prioriterer hestens ve og vel højst.

Da Vinci er med os på landevejen, dog ikke i samme bil! Han er kørt endnu tidligere på morgenen sammen med tre andre væddeløbere i Transporten, deriblandt Royal Legend, som senere vinder løbet i Petit Prix, - den korte udgave af Jydsk Derby. Vi overhaler undervejs den lille familie i den store bil.

Vi er fremme ved Jydsk Væddeløbsbane kl. godt 11. Kirsten kender Jydsk Væddeløbsbane ud og ind fra mange tidligere besøg, mens jeg er ny, og mest motiveret for at rejse med, fordi Da Vinci er på programmet. Dog er interessen øget med min rejsefælles forsikringer om, at stemningen på JVB altid er god, og at Århusianerne gør meget ud af at få gæsterne til at føle sig godt tilpas, ikke mindst hesteejere, som forinden får tilsendt startlister, fribilletter og invitation til receptioner både før og efter løbene.

Med andre ord sørger banen for at skabe rum for socialt samvær, en pointe vi i Da Vinci & Co. lægger vægt på, for væddeløbssporten består af så mange vidt forskellige mennesker og typer, at hver især kan have stor fornøjelse af at mødes på kryds og tværs af løbslister, vindercirkler og placeringer.

Hattekonkurrence på JVB

Hattekonkurrence på JVB. Foto: Jytte S. Frandsen

Stalde på JVB

Var man selv en hest, og ankom som turist for en nat eller to, så er indtrykket af staldene luksus på 1. klasse med komfortable forhold. Rindende vand i boksene, og lag på lag af sengeleje i form af frisk halm og spåner, foruden gode pladsforhold, og mulighed for at tale med sidekammeraten ansigt til ansigt dag og nat. Hver suite har åbne tremmer imellem boksene.

Vi får lejlighed til at se de fire skønheder i Transporten stige ud af bilen ved staldbygningen, og får et indblik i det opfølgende arbejde for træner og mandskab. Hestene er svedige efter den lange køretur, og skal kølnes ned, foruden plejes, så de kan falde til ro.

God stemning

Dagen igennem byder på mange oplevelser, og en god stemning blandt de 2500 gæster. Det gælder fra vi hilser på de første gæster ved receptionen og til vi slutter i baren om aftenen, hvor stemningen nærmest er euforisk efter at Danmark scorer 1-0 over Sverige i landskampen, der skal bringe os i kog næste sommer med Sydafrika som kulisse. Og så var det ikke så ringe endda, at Kirsten bliver inviteret på en drink af dagens helt store helt, århusianeren Kristian Andersen, vinder af årets Jydsk Derby. De to er som hesteejere igennem mange år, tæt forbundne ved at have haft hest i træning i samme stald og gennem partnerskab i Star Quest.

Kristian Andersen, vinder af Jydsk Derby 2009, med hustru Lene Andersen og
træner Torben Christensen. Foto: Jytte S. Frandsen

Tillykke til Kristian Andersen, vinder af Jydsk Derby 2009, med hustru Lene Andersen og træner Torben Christensen. Foto: Foto: Jytte S. Frandsen

Løbene taler for sig selv. Der er al den dramatik og spænding, man kan drømme om, og som er refereret flere steder, bl.a.:

Take A Chance snød Bent Olsens duo i Jyllandsløbet – under Nyheder 6.6 på galopsport.dk
Take A Chance og Mark Larsen vandt Ceres Jydsk Derby - Provinsgalop.dk
Billeder fra dagen af Jytte S. Frandsen, Stutteri Kila, Fyn

Da Vinci’s løb

Da Vinci får et flot løb med en placering som nummer fire med Lennart Hammer på ryggen, og kan rejse hjem med 10.000 kr i lommen, foruden en erkendelse som den ”best turned out” - fineste hest blandt deltagerne i Tattersalls Jydsk Champion Stake, skænket af Tattersalls Auktioner i Newmarket i form af en check, tilegnet staldpersonalet, og overbragt af Mrs. Alex Mommersteeg fra Tattersalls, der besøger Danmark for første gang.

Tak til JVB

Vi siger tak for en stor dag på Jydsk Væddeløbsbane. Stemning, spænding og muntert samvær er mejslet ind. Turen hjem mod København efter en afstikker på Hotel Marselis indbyder til et længere week-end ophold dér med banen tæt på, plus alle de øvrige oplevelser Århus har at byde på. Vi kommer gerne igen, med eller uden hest i løb.

Tekst: Ole. E-mail: ole@davincico.dk