Da Vinci i Dansk Mesterskab for 3-årige

Publ. 20. okt 2007.


Blandt de første ?


Da Vinci og Kronhjort, staldkammerater i Stald Bent Olsen, stiller op side om side i dagens 7. løb på Jydsk Væddeløbsbane som henholdsvis nr. 7 og nr. 6.

Kronhjort indtager favoritværdigheden. Da Vinci er tippet til at være blandt de bedste. Træner Bent Olsen udtaler "Han har vist at takle banen. Formen er der endnu. 2000 m. vil være til hans fordel. Stor outsider chance".

Må Bents ord holde stik. Da Vinci gjorde en fin indsats for to uger siden d. 5. oktober på Klampenborg Galopbane, hvor han opnåede en 3. plads, og var lige i hælene på Kronhjort. Spørgsmålet er, om Da Vinci kan leve op til forventningerne. Jockey Luis Villarroel er manden, vi i dag sætter vores lid til.

Publ. 22. oktober 2007

Forrygende afslutning

Nok kunne Kronhjort smykke sig som dagens vinder af Dansk Mesterskab for treårige, men Da Vinci var kun 1 sekund fra at overhale dens rival.

Vi blev vidne til en sindsoprivende afslutning på dagens hovedløb. Da Vinci lå pænt i front hele vejen med Flywithme og Kronhjort som de førende ind opløbet, men til sidst kom Da Vinci på en stærk afslutning langs rails, og overhalede Flywithme, der måtte se sig henvist til tredjepladsen.

Endnu en gang viser Da Vinci et format, vi slet ikke turde tro på, og kan afslutte sæsonen med meget fine præstationer, heraf to sejre i Stockholm.