Månedens emne: Leonardo da Vinci

selvportræt af Leonardo da Vinci

Hver måned vil vi skrive om et emne, der kan være af interesse for vores læsere, og os selv. Vi vil komme vidt omkring lige fra rene væddeløbssportslige emner til områder med mere bred kulturel appel. Indlæg fra læsere er også velkomne. Vi lægger ud i den tunge ende til ære for kunstneren Leonardo da Vinci med fokus på hans ufuldendte drøm om at skabe et mesterværk af en stejlende hest. Skuffer vi fans af Da Vinci Mysteriet, undskylder vi.

Om Da Vinci som multikunstner:

Om Da Vinci og hestene:


Levnedsbeskrivelse

Fødested

Leonardo da Vinci var uægte søn af en velhavende jordejer og en bondepige. Han blev født i 1452 i byen Vinci ca. 30 km nordvest for Firenze. Hans fulde navn var Leonardo di ser Piero da Vinci - Leonardo søn af Piero fra Vinci. Han signerede sine værker med ”Leonardo”.

Leonardo forlod sin fødeby i 1469 for at tage til Firenze, hvor han var tilknyttet maleren Verroccio's værksted, først som elev i seks år og senere som medarbejder. Som 20-årig blev han i 1472 optaget som mester i malerlavet, men han arbejdede endnu fire år hos Verroccio.

Multikunstneren I 1482 tilbød Leonardo sin tjeneste til Hertug Sforza af Milano i et brev, hvor han betegnede sig selv som maler, billedhugger, arkitekt, ingeniør, vandbygmester og musiker. Men i perioden i Milano fra 1482-1499 arbejdede han også som digter, iscenesætter, og indenfor en lang række naturvidenskabelige discipliner udover, at han havde sit eget værksted med lærlinge. Da Sforza var blevet fordrevet fra Milano i 1499 førte Leonardo en del år en omflakkende tilværelse i både Firenze og Milano og efter en periode i Rom fra 1513-1516 tilbragte han sine sidste år i Frankrig, hvor Frans I gav ham ophold på slottet Cloux ved Amboise. Han døde i 1519 og blev begravet i kirken Saint-Florentine, som for længst er revet ned.

Leonardo’s værker

Videnskabelige studier af Leonardo da Vinci

Universalgeni

Blandt renæssancens mange store kunstneriske begavelser var Leonardo dog det helt forbløffende universalgeni. Men hans interesse i så mange forskellige områder medførte desværre, at han sjældent fik gjort et arbejde færdigt. En del af malerierne forblev ufærdige, billedhugger-, arkitekt- og ingeniørarbejder blev kun udkast, opfindelser kun skitser og de videnskabelige opdagelser blev aldrig gennemarbejdet til afhandlinger, men foreligger kun som notater og tegninger. Der hersker derfor også en del usikkerhed om, hvilke malerier Leonardo er ophavsmand til.


La Gioconda (Mona Lisa) - Leonardo da Vinci


Med vægmaleriet Den sidste Nadver (1495-97) i kloster Santa Maria delle Grazie (Milano) fører Leonardo malerkunsten ind i højrenæssancen. Desværre er mesterværket alvorligt medtaget, dels fordi maleren har eksperimenteret med olietempera direkte på væggen, dels på grund af fugt og vandalisme. Leonardo’s berømteste værk ved siden af Nadveren er dog damen med det gådefulde smil - portrættet Mona Lisa også kaldet La Gioconda (1503-06, Louvre).

I sine sidste år var Leonardo delvis lammet og malede kun lidt. Hans værker er fremragende i alle henseender og man kan måske særlig fremhæve hans evne til at fange et karakteristisk ansigtsudtryk (Mona Lisa), en dramatisk komposition (Nadveren), lysvirkninger og endelig hans fantasi i valget af baggrund.




Leonardo’s manuskripter

En meget stor del af Leonardo’s notater og papirer er bevaret, fordi man troede han skrev i kode. Af frygt for, at vigtige undersøgelser skulle gå tabt, turde man ikke skille sig af med dem lige efter hans død. Da man så endelig havde lært at tyde notesystemet, var papirerne allerede arkiveret, og de blev derfor bevaret for eftertiden. Det har vist sig, at noterne ikke er i en egentlig kode, men fordi Leonardo var venstre-håndet skrev han ofte med spejlskrift. Han opdelte desuden ordene helt tilfældigt, benyttede ikke tegnsætning og skrev flere emner sammen på en side. Alt dette er med til at gøre notaterne yderst vanskelige at tyde.

Også de ingeniørmæssige konstruktionstegninger indeholdt bevidste fejl, så andre ikke umiddelbart kunne bygge maskinerne. Alt dette var måske med fuldt overlæg at han gjorde det så vanskeligt som muligt for andre at gennemskue notaterne - måske for at forhindre, at ideer af militær og økonomisk værdi blev stjålet, måske for at inkvisitionen ikke kunne komme efter hans dybdeborende udforskning af ”Skaberens Værk”.

Leonardo som forsker

Faksimile af tegning - Leonardo da Vinci

Leonardo beskæftigede sig med en lang række felter indenfor det naturvidenskabelige forskningsområde og foretog bl.a. ganske præcise geologiske iagttagelser, idet han fremsatte den rigtige forklaring på forekomsten af havdyrskaller inde i landet og beskrev vands korroderende virkning.

Indenfor botanik gjorde han opdagelser vedrørende blades stilling og deres optagelse af vand, forstod årringenes betydning og plantesaftens funktion. Han foretog dissektioner af mennesker og dyr og efterlod en serie fremragende anatomiske tegninger og optegnelser. Han beskrev levende væseners udvikling fra fosterstadiet, skelettets funktion og bevægelsens fysiologi. Gennem sine anatomiske studier af fugle og sin opdagelse af luftmodstanden forstod han meget af flyvningens princip og han konstruerede svævefly, tegnede faldskærme og en helikopter. Leonardo offentliggjorde ikke selv sine skrifter, og de forblev ukendte i arkiv frem til det 19. århundrede. Derfor må man konkludere, at de ikke har haft betydning for den tekniske udvikling.

Leonardo’s tegninger

Mens kun få af malerierne er bevaret har man til gengæld 7000 af hans tegninger. Det er tekniske og praktiske forstudier til større kunstværker og tegninger for tegningens skyld, deriblandt karikaturer af groteske ansigter. Ingen af hans arkitektoniske udkast menes at være opført, men de fik stor indflydelse på senere arkitekter.

Sforza monumentet


Studier til Sforza Monumentet

Allerede i et brev til Hertug Sforza af Milano i 1482 tilbød Leonardo at udføre et ryttermonument  over Hertugens far,  og efter kort tid fik han overdraget den store opgave.

Stejlende stilling

Med foragt for hvad der var teknisk gennemførligt, lavede han et udkast, som adskilte sig fra alle kendte rytterstatuer, idet han ville fremstille hesten i stejlende stilling.

Trods de uoverstigelige vanskeligheder, der var forbundet med at udføre en kæmpestatue på denne måde, synes han efter de mange bevarede tegninger at dømme at holde fast ved planen gennem adskillige år, men når man ser på de tekniske vanskeligheder, er det ikke mærkeligt, at arbejdet med hesten "Il Cavallo", kun gik langsomt.

Ny model

I 1489 havde Hertugen åbenbart også fået indtryk af, at det ikke rigtigt blev til noget. Han bad sin gesandt i Firenze skaffe nogle bronzestøbere, der kunne overtage arbejdet, i det mindste med selve støbningen. Det ser ud til, at man ikke kunne finde nogen, og om det var af denne grund eller ej, så noterede Leonardo i hvert fald i april 1490, at nu tog han fat på hesten igen. I sommerens løb havde han i Pavia set den antikke rytterstatue Il Regisole, hvis bevægelse virker roligt fremadskridende.

Uanset om det var af tekniske grunde eller påvirket af denne statue ændrede Leonardo sin plan, og der findes nogle meget smukke studier til hesten i denne senere form. Monumentets virkeliggørelse var dog ikke blevet lettere ved denne ændring, idet han, samtidig med at han forandrede dets stilling, forøgede dets dimensioner fra 50.000 kg vægt til det dobbelte - højden blev bestemt til over syv meter. Det var i forvejen vanskeligt at foretage bronzestøbninger i én smelteovn uden at formen brast, og så resultatet blev ensartet og fuldendt. Det fremgår af samtidige optegnelser, at der til Leonardo’s Il Cavallo måtte kræves hele fem ovne på én gang, så kan man forstå hvilken opgave det har været.

Model fremvist til Kejser Maximilian's bryllup

I 1493 var modellen til monumentet udført i fuld størrelse og støbt i gips. Den stod i hertugens slot ”Castello Sforzesco” og blev beundret ved den store fest i anledning af Kejser Maximilian’s bryllup. Der forestod dog endnu et vanskeligt arbejde – støbningen - til hvilket formål der var indkøbt 80 tons bronze.

Imidlertid begyndte vanskeligheder at tårne sig op for Hertugen af Milano, og i efteråret 1494 fik han vigtigere ting at bruge bronzen til, end til monumenter. Alt metallet blev sendt afsted for at blive støbt til kanoner, og kun en enkelt gang senere nævner Leonardo statuen i et brev til Hertugen, hvori han skriver ret trøstesløst, at ”om Il Cavallo vil jeg ikke tale, for jeg ved jo, hvordan tiderne er”.

Da Hertugen i 1500 blev fordrevet fra Milano stod den store model der endnu, og skønt den blev slemt medtaget ved at blive benyttet som skive for de franske bueskytter, søgte man dog at redde, hvad der var tilbage, ved at overføre den til hoffet i Ferrara. Men uanset om en sådan flytning, overhovedet har kunnet gennemføres, forsvandt resterne snart fuldstændigt af den kolossale hestestatue.

Trivulzio monumentet

Trivulzio monumentet

Endnu engang fik Leonardo overdraget at udføre et lignende stort arbejde, og i betragtning af hans mangeårige tilknytning til Hertugen af Milano virker det mærkeligt, at det skulle forherlige en af Hertugens dødsfjender – Marskal Trivulzio – som var fører for den del af de franske tropper, der havde besejret Hertugen og fordrevet ham og hans familie.

Det nye monument blev bestilt af Kong Ludvig XII under dennes Milano ophold i 1509. Et fodstykke med søjler og statuer skulle rumme en niche, hvor marskallen skulle hvile i liggende stilling, som et slags gravmonument og ovenpå fodstykket skulle selve rytterstatuen stå.

Leonardo udførte et stort antal forstudier til dette monument. De er lette at skelne fra tegningerne til Il Cavallo, dels ved deres teknik, og dels fordi rytteren og fodstykket altid er angivet. Forstudierne til Il Cavallo drejede sig hovedsagelig om hesten, da rytteren skulle støbes senere. Leonardo havde kun lavet forarbejderne til Trivulzio, da han atter forlod Miilano, og man kan kun gætte sig til, hvor storslået monumentet  var blevet.






Il Cavallo

Il Cavallo monumentet

Som billedhugger arbejdede Leonardo som ovenfor nævnt i over 20 år med to rytterstatuer, som dog aldrig blev til noget i hans levetid, men han har alligevel fået sin Il Cavallo, idet man har fremstillet en kopi, takket være pilot Charles Dent, som var en stor beundrer af Leonardo's kunst.

The Horse that Never Was

I 1978 læste Charles Dent ovennævnte historie om Sforza monumentet i National Geographic under titlen ”Il Cavallo, The Horse that Never Was”. - og en drøm blev født: lad os give Leonardo hans hest!! Efterfølgende stiftede Charles Dent ”Leonardo da Vinci’s Horse, Inc.” og brugte al sin tid på projektet frem til sin død i 1994.

Leonardo da Vinci’s Horse, Inc. engagerede en specialist i det anatomiudtryk, som blev brugt i renæssancen, til at tolke Leonardo’s hesteskitser og det tog derefter et hold af skulptører, kunstnere og teknikere fem år at fremstille hesten. Den er tre gange naturlig størrelse, d.v.s. 7,3 meter fra hoved til hov og ligeså lang fra det bøjede forknæ til halespids. Den vejer i alt 15 tons, hvoraf de 12 tons er bronze til støbning. Man kan således undre sig over, hvorfor Hertugen af Milano havde indkøbt 80 tons bronze, men noget skulle måske bruges til yderligere forstærkninger og noget til en rytter, som skulle støbes efterfølgende.

Indviet i Milano 1999

Den imponerende hest blev afsløret i september 1999 i Milano, netop det sted hvor Leonardo tilbragte en stor del af sit liv og hvor han arbejdede ihærdigt med forberedelserne til dette monument. Endelig fik han sin Il Cavallo – blot med 500 års forsinkelse takket være en ildsjæl, som desværre også døde inden værket var fuldført.

Som en hyldest til begge ”skabere” er der på indersiden af hestens øjne ridset deres navne – Charles Dent’s på det højre øje og da Vinci’s på det venstre.

Man kan her læse mere om Il Cavallo projektet  (www.leonardoshorse.org)