Månedens emne

Se tidligere emner


Væddeløbsetikette anno 1890

Publ. af Kirsten Merete Juncher og Ole Henrik Sørensen, juni 2007


Snobberi og korrekt etikette kender ingen grænser, da overklassen i forrige århundrede valfarter til væddeløb på den gamle galopbane på Eremitagesletten i Dyrehaven.

Datidens skarpe pen, Gustav Esmann, skildrer levende og morsomt hvor kompliceret det i virkeligheden er at gå til væddeløb. Tag med Esmann på tur, såvel til trav som galop, og nyd det historiske vingesus - på tilpas afstand. Læs Kjøbenhavnske Væddeløb.


Baggrund for valg af månedens emne

Davincico.dk har valgt at gøre Esmann’s essay til juni måneds emne, dels fordi hjemmesiden bl.a. har til formål at udbrede kulturhistoriske kilder til forståelse af væddeløbssporten, dels fordi Dansk Derby 2007 løber af stablen d. 24. juni.

Juni måned er Derby-måned, hvor vi ser frem til det store løb. Al snak blandt hesteejere og i staldene drejer sig om forberedelserne til denne dag. Forhåbninger om kvalifikation, gætterier om chancer står på i månedsvis, ja, halve og hele år.

maleri af P.C. Skovgaard. Titel Fra Erimitagesletten. Museet på Koldinghus

Derby-dag er ubestridt dansk galops største væddeløbsdag, en københavnerbegivenhed, hvor store og små valfarter til Ordrup Mose, - i dag Klampenborg Galopbane. Således har det altid været, lige siden de første løb blev afholdt i 1875 på den "gamle galopbane" på Eremitagesletten i Dyrehaven og til i dag, hvor en stor, trofast skare måneder i forvejen har reserveret netop denne søndag til at gå til Galop.


Kommentarer fra læsere

Kommentarer til Esmann's essay er velkomne. Vi hører gerne fra jer. Det kan tænkes, vi kan starte en debat om dagens Derby anno 2007. ok@davincico.dk



Kjøbenhavnsk Væddeløb

Gustav Esmann, 1860-1904Teksten er hentet fra bogen I Kjøbenhavn af Gustav Esmann, udg. 1891. Vi har valgt at lade Gustav Esmann tale for sig selv, dog er overskrifterne tilføjet af os, ligesom vi har forsynet teksten med noter og billeder. Vi ved, at Esmann er skarp i pennen, men vi håber alligevel ikke, at vi sårer traventusiaster. Det er en gammel tekst, og der er sket så meget siden da. Læs trygt videre.


- Noter


- Gustav Esmann

Til Travsportens Fremme

Motiv fra travsporten"Ved Kjøbenhavn afholdes to Slags Væddeløb, til Travsportens Fremme flere Gange om Aaret, og til den ædle Hesteavls Fremme en Gang om Aaret.

Af disse Formaal omfattes Travsportens Fremme ikke med Forkærlighed af det finere Publikum og dens Væddeløb anses hverken fashionable eller morsomme. Det første, fordi det som bekendt hele Verden over ikke anses for saa fashionabelt at se en Hest trave som at se den løbe i Karriére, det andet, fordi det heller ikke er morsomt altid at se de samme Heste trave, og paa Kjøbenhavns Traverbane traver aldrig andre end de samme.

Skønt det saaledes i Aarenes Løb maatte synes nogenlunde afgjort, hvilke af disse utrættelige Dyr, der traver bedst, kommer deres Kuske dog hver Gang op at skændes om Sejren, private Nachspiel, som støder og sløver Forsamlingen, der venter paa sine Odds og vil hjem. Naar dertil endelig kommer, at Travernes Ejermænd for Størsteparten er Forretningsfolk og Næringsdrivende, der af deres Fæller i de forskellige Næringsgrene ovenikøbet betragtes med hemmelig Misundelse og Uvilje, som Folk, der vil gøre sig vigtige og hæve sig over deres Stand, er det forstaaeligt, at et tilbageholdende, fint udviklet og kræsent dømmende Publikum som det bedre kjøbenhavnske, ikke kan skænke Travvæddeløbene nogen særlig Bevaagenhed og Kredit, men i Følge sin Opdragelse og skarpe sociale Sans maa sætte dem i Kurs med Jockeybillardspil, Præmiekegleturnering og lignende mindre mondaine Adspredelser.”

Den ædle Hesteavl

motiv fra væddeløbsbanen, Freudenau, Østrig”Anderledes derimod med den ædle Hesteavl, for den banker alle dannede Hjærter. Eremitageløbene i Juli Maaned er den kjøbenhavnske Sommers allerfineste Begivenhed, de er højeste chic, og deres fashion fastslaaet som et Dogme.

Til den elegante Morskab møder Hoffet, Staldetaten og Diplomaterne i Spidsen af det fornemste Selskab: Rigets højeste Adel og lavere Noblesse, de i Rangen ophøjede Finantser, den unge Herreverden, de smaa Frøkener fra Godserne og Strandvejens tennisspillende Arvinger paa mindst 200,000 – hele Kransekagen.

Paaklædningen Formiddagsgala, Damerne lys Overraskelse, Herrerne dæmpet Korrekthed. Om denne glimrende Skare, der fortrinsvis bevæger sig i Nærheden af Dommertribunen og det af Hoffet occuperede Terræn: det frie kjøbenhavnske Borgerskab i varm og ærbødig Beundring, andægtig forvisset om at deltage i Indbegrebet af highlife og overvære en mageløs Udfoldelse af aristokratisk Luksus og Pragt – og slyngende sig om det hele, ned over den bølgende gulgraa Slette under Julihimmelens Glød, kantet af Vognrækker og Tilskuer-Trængsel, Banen, Valpladsen, de ædle Hesteavleres Vej til Ros og Magt.”

Ekvipageluksus

”For at gøre en rigtig Figur ved dette straalende Stævne er det imidlertid ikke tilstrækkeligt at møde paa Pletten i stiv Puds, det kommer nok saa vel an paa, hvordan man er mødt – det gælder at tage standsmæssigt ud og standsmæssigt hjem. Fordringerne er dog overkommelige.

Den kjøbenhavnske Ekvipageluksus er som bekendt ikke blændende. I alt findes der maaske i hele Byen fem, seks komplette, private Køretøjer, Resten fordunkler ikke almindelige Vognmandsstilfuldhed. Naar man derfor blot ikke anstiger pr. Kapervogn elller i Droske, er Honnøren reddet.

Viktoria"Det fineste, naar man ikke er selvejerkjørende, er at være to i en af J ø r g e n s e n s Viktoriaer. Da det imidlertid vides, at J ø r g e n s e n kun har to Viktoriaer, som det er meget vanskeligt at erholde, fordi de i Reglen forbeholdes den notable Forretnings allernotableste Kunder, kan det tilgives at man er tre i en Landauer fra B o h n. Flere end tre i en lejet Landauer maa man nødig være; fire er allerede ufint, men kan gaa an paa Hjemturen – man har inviteret en uanbragt bekendt til at køre med sig til Byen – fem, én paa Bukken, absolut simpelt.

Har man derimod eget Køretøj, kan man uden at støde an godt være en halv Snes, fire Børn hos Kusken og seks Voksne indeni. Saadan er nu en Gang de tavse Regler, og dem gør man vel i at iagttage, naar man ønsker at optræde distingveret.

Har man endelig ikke kunnet opdrive en præsentabel Landauer, eller er man et Selskab, der vil være sammen, kan man også komme i Charabanc. Men man maa da sørge for, at det faar tydeligt Udseende af at være en Pick-nick, f.Eks. ved at give Hestene kulørte Silkesløjfer bag Ørene, have Champagne med i Vognen og lade en af de deltagende Herrer fungere som Kusk. Forstaar vedkommende Herre at køre med fire, kan det hele endda faa et ret elegant og aparte Sving og komme til at minde om de engelske og franske mail-coaches, firspændige Selvejeromnibusser, hvor Herskabet, Herrer og Damer, sidder paa Taget, Ejeren styrer, og Kusk og Tjenere kører indeni med korslagte Arme.

At indfinde sig til Hest paa Væddeløbspladsen ansaas i forsvundne Dage for flot, men bør nuomstunder indstændigt fraraades som værende under al bon-ton. Ogsaa medfører det den Betænkelighed, at Ens Hest let betages af ubetvingelig Ærgærrighed efter at maale sig med de professionelle Løbere, saa man risikerer et ufrivilligt Vædderidt langs Banens indre Kreds mellem forfærdede Tilskuere, eftersat af Gendarmer og Politi.”

Det skandinavisk Derby

Prospekt af Jagt-Erimitagen i Dyrehaven, 1756. Af Johann Jacob Bruun. Det Kgl. Bibliotek”Staar man saa lykkelig og støvet paa den berømte Sadleplads gælder det her ikke at forsynde sig mod Etiketten, men fint stemme sin Optræden efter den herskende Tone. Det kan straks bemærkes, at det slet ikke fordres, man skal give sig Mine af Sportsmand, Hestekender eller overhovedet af at nære stor Interesse for Løbene. Tværtimod, al stærk Læggen for Dagen af Deltalgelse er inconvenabel. Men der er andre Regler at vise Hensyn. Først og fremmest ingen lydelig Munterhed, ingen fremtrædende Aabenbaren af, at man er kommen for at more sig, for at deltage i en almindelig Fornøjelse.

Væddeløbstonen er stiv og tyst. Naar man har raabt Hurra for de kongelige, der følgende fyrstelig Høfligheds Skik altid efter Referaterne ankommer præcis kl. 4, bør man bevæge sig langsomt omkring i Solskinnet med alvorligt og ligegyldigt Ansigt som til Promenadekoncert ved en Brøndkur, eller beskedent stille sig hen i Nærheden af Snoren og uden at strække hals efter Rytterne føre dæmpet Samtale. Man maa dernæst være i høj Grad tilbageholdende, meget forsigtig med at nærme sig til andre end Ens intime og jævnlige.

Henvender man sig til bekendte, som er finere end En selv, betragtes det som paatrængende – til nogen, som er lavere paa Straa, som uforskammet nedladende. Der hersker paa Væddeløbsdagen en Rangforordning strængere end ved et Hofbal, de forskellige Klasser gaar rundt med halv fjendtlige Miner, alle i Overbevisning om at være Genstand for almindelig Opmærksomhed og nervøst ængstelige for under den stramme Parade at komme (i) falsk Lys eller skæv Stilling. Lad Mobben være ene om at klappe og raabe og bøje sig frem over Snoren, naar Hestene suser ind.

Et lille Hurra efter Hs. Maj. Kongens Ærespræmie er tilladeligt, men det er Æresprisen det gælder, den høje Skænker, ikke Sejrherren. Under det skandinaviske Derby gaar det an, ja kan endog være passende at røbe en vis patriotisk Bevægelse. Danske Heste løber her med tyske og andre fremmede. Bevægelsen maa dog ikke hidledes af Udsigten til at dansk skulde triumfere, blandt andet fordi denne Udsigt, som Erfaringen har vist er for ringe til overhovedet at kunne bevæge, men af den alvorlige Bevidsthed om, at naar udenlandske Heste kommer herop og maale sig med vore egne, saa er dette, bortset fra de 6000 Kroner som Løbet vejer, et Tegn paa den Respekt, vort Fædreland trods sin Lidenhed nyder i Udlandet og et betydningsfuldt Led i Danmarks Hævden sig som moderne civiliseret Stat.”

Hs. Maj. Kongens Ærespræmie

Rytterstatuen på Christiansborg Ridebane, udført af Anne Marie Carl Nielsen, 1928 ”Derbyet afslutter den strængt højtidelige Del af festen. Det begynder ligesom at løsne paa Stivheden, der viser sig Tegn til Humør, Forhindringsridtene staar for og man har i Mellemtiden indtaget Forfriskninger. Grupperne spreder sig. Nogle styrer ned mod Forhindringerne, andre bestiger med Kikkerter Udsigtstaget.

Om Totalisatoren bliver der Trængsel, nu er der Chance. Hurdle og Grøfter kan give anseelige Odds. Skal man holde paa Lørup, Tesdorph eller Castenschiold? Maaske en Indsats paa hver! Eller vælge en hel ubekendt lille Lieutenant fra Provinsen, som Ingen tænker paa og saa, hvis det bliver ham, indkassere en styrtende Profit? Luftkasteller! Fornuftigst at besætte et Par af Favoriterne, risikere sine 10 Kroner, saa man faar 20 igen.

Der spilles beskedent paa den kjøbenhavnske turf. Ingen Formuer voves eller skabes, man nøjes glad med, som det hedder, at vinde til sin Middag.

Officererne skal ride. Alle Ansigter klarer op. Kokette Dameskikkelser fremtoner omkring paa Vognsæderne med Parasollen sænket bagud og Skildpaddelognetten for Øjet.

Officer og Menig gallauniformer Hvem modstaar Uniformen, de ungdommelige Skikkelser, de nydelige Dyr. Det syner dog anderledes end de forkrøblede Jokeyer paa magre langbenede Væddeløbere. Husarerne er de fineste, men Dragonerne er mere populære. En mørk Artillerist dukker frem mellem alt det blaa. Hans røde Benklædestriber tager sig flot ud på Skimmelens graa Flanker. Nu ret på Linje og saa marche, marche – Skaren bruser af Sted, Mængden vender sig og følger dem hen over Sletten. Et Par er forud, Resten følger i Flok. Hop, hop, gaar det over Forhindringerne saa fikst som paa en Manege. Der rullede én, oppe igen som et Lyn og efter de andre. Nu blot over Højen, saa kommer de ind. Er det en Husar eller Dragon? Der er han, der er han, det er Husar. Han har tabt Huen. Han drejer hvert Øjeblik Hovedet tilbage. Dragonen er lige i Hælene paa ham, han ser ud til at ride en kraftigere Hest - - pas nu paa, han tager ham, Dragonen, Dragonen – Hurra! . . . .”





Hjemturen

Dampsporvogn nr. 4 ved drejeskiven i Klampenborg”Alle er oprømte, enhver har et Øjeblik følt Spændingens oplivende Gysen. Der er lige ved at komme Stemning, nu er det forbi. I samlet Sværm og tavs Trængsel mylrer Vogne og Fodgængere bort og rejser Støvet i kvælende Skyer. Sender Himlen i dette Øjeblik en Byge, faar Scenen Ejendommelighed og Liv: Eremitagens hvidlige Rococosilhuet mod den blaasorte Himmel, det bølgende Tag af tusende udspændte Paraplyer, hvorover Landauerne rager frem, standsede midt i Forvirringen for at faa Kalescherne slaaet op, medens Aristokratiets Herrer langsomt kører gennem Stimlen, tilbagelanede i graa og gule Regnfrakker, som akkurat synes stemt i Farven efter de solbrændte Ansigter og blonde Moustacher.

Hjem ad Strandvejen rumler og rasler saa om Kaps med Dampsporvognen det lange Køretog, som spirituelle Referenter næste Dag i Bladene kalder den kjøbenhavnske retour de Longchamps. Og ved Middagsbordene i Tivolis Restaurationer sidder efter Hjemkomsten unge ikke mindre spirituelle Kjøbenhavnere og taler om og tænker paa, hvor Kjøbenhavn dog mere og mere nærmer sig til at ligne Paris. Vel maa det indrømmes, har den endnu ikke Eiffeltaarnet, men med Stolthed erindres Tuborgflasken, som knejsede allerede Aaret før. Og nu Væddeløbene . . . det fortælles, at et Medlem af den yngste Adel, som lige er kommet fra Udlandet bestemt har erklæret i Aar paa Væddeløbsballet at ville indføre den røde Kjole. Kom saa og sig, at Kjøbenhavn ikke følger Moden. Den røde Herrebalkjole, er det ikke helt og holdent Paris?”

Noter

Kapervogn

Willem de Zwart, 1862-1932. Carriages Waiting, ukendt år.

Hestetrukket køretøj, som man lejer inkl. kusk. Den var udstyret med flere sæderækker som i en bus. Kapervognen er en forløber for taxa’en og udtrykket blev bevaret i denne branche indtil 1950’erne.


Droske

Lettere køretøj, som regel trukket af en hest. Forløber for hyrevognen.


Viktoria

Let herskabsvogn, beregnet til to passagerer foruden kusk og tjener. Det er en 4-hjulet vogn med høj buk og lavt passagersæde, som stammer fra Østrig omkring 1840. Senere blev den opkaldt efter den engelske Dronning Victoria, da den blev meget populær netop i England.

Eksempel på en Victoria Vognen er forsynet med en stor halvkaleche, som beskytter mod vind og regn. Den lave indstigning og afskærmning mod snavs fra hjulene, betød at vognen var meget populær i sommerhalvåret blandt damerne, som kørte rundt med liberiklædte kuske og vogntjenere. Typen kom til Danmark i midten af 1850erne.




Landauer

En typisk landauer - her som lukker vognHerskabsvogn, som har sin oprindelse i Landau i Tyskland Ca. 1757. Det er en 4-hjulet vogn som mindst kræver et 2-spand af heste, undertiden et 4-spand.

Bag bukken består vognen af to lavere topersoners sæder, som vender mod hinanden. Bag hvert sæde er der monteret en halvkaleche, som når de slås op kan forbindes i et kompliceret system, så de udgør en lukket vogn.

Der er glasvinduer i dørene, som sænkes ned i dørene når kalechen er nede.


Charabanc / Char-a-banc

CharabancAf fransk : ”vogn med bænke”. Typen stammer fra omkring 1800, den første registrerede Char-a-banc er bygget i England i 1842.

Det er en åben 4-hvulet vogn med plads til fra seks til fjorten passagerer. Der kan sidde to på bukken, og resten sidder på lange bænke, anbragt langs fadingen i vognens længderetning.

Der er indstigning bag i vognen. På de fleste vogne kan bagsæderne fjernes, så man har får en ladvogn, eller man kan stille det ene sæde på tværs, så der bliver bedre plads til bagsædepassagererne.


Eremitagen / Eremitageslottet

Titel: Prospect af Iagt-Erimitagen i Dyrehaugen i Siæland, 1756. Kunstner Joahn Jacob Bruun. Kilde: Det Kongelige BibliotekBlev bygget som jagtslot i Dyrehaven i 1734-1736. Kong Christian VI lod sin hofbygmester Lauritz de Thura stå for byggeriet, som i dag betragtes som et fint eksempel på den sene barok / tidlige rococo byggestil som genfindes på Christiansborg ridebane og som senere blev fuldendt med de Thura’s elev Eigtved’s plan for Frederiksstaden .


Eremitagesletten

Erimitagesletten er i denne tekst synonym med ”Den gamle galopbane”, og er i dag hjemsted for den nuværende Golfbane


Dampsporvognen

C.F.Tietgen’s selskab Scandia fik i 1883 koncession på etablering af en dampsporvej mellem Hellerup og Jægersborg Dyrehave.

Scandia leveredere skinner og vogne, mens driften foregik hos Strandveiens Dampsporvei Selskab. Denne trafik foregik frem til 1895 hvorefter den blev overtaget af hestesporvogn. I 1902 indførte man elektriske sporvogne på ruten.


Longchamps

berømt væddeløbsbane ved Paris


Eiffeltårnet

Paris’ vartegn – opført i 1889 - er et 300 m højt udsigtstårn, som i dag også indeholder radio og tv antenner samt meteorologisk udstyr.

Anledningen var Verdensudstillingen, og tårnet blev bygget som en hyldest til den franske revolution, og ingeniør Eiffel, som havde konstrueret hejste Trikoloren på toppen den 31. marts 1889. Tårnet blev af sin samtid mødt med en del modstand, men der er vist ingen der i dag kunne forestille sig at besøge Paris uden også at være forbi Eiffeltårnet.


Tuborgflasken

Opført i 1888 - er et 26 m højt udsigtstårn, der blev opført på det gamle Halmtorv (den nuværende Rådhusplads).

Anledningen var den Den nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling. Flasken blev efter udstillingen flyttet til Strandvejen i Hellerup. Flasken indeholdt oprindelig Danmarks første elevator. Denne er senere erstattet med en trappe, ligesom flaskens oprindelige lærreds yderside nu er dækket med glasfiber.

Gustav Esmann

Gustav Esmann - tegning. Kunstner ubekendtGustav Esmann, 1860-1904, er i dag mest kendt for teaterstykket ”Den kære Familie”, som havde premiere i 1892. Senere er det blevet filmatiseret to gange.

Lille Es som han blev kaldt i det københavnske forlystelsesliv var altid genstand for større eller mindre skandaler. Og da han i 1904 blev skudt på et hotelværelse af en tidligere elskerinde, fandt mange, at det næsten var en naturlig død.

Bogen ”I Kjøbenhavn” (1891) kan siges at være en form for selvbiografi.


Det Danske Filminstituts hjemmeside kan man få mere at vide om Gustav Esmann