Scorejob til små mænd!

Margit Guldborg

Margit Guldborg, væddeløbs-entusiast og hesteejer gennem mange år, er gæsteskribent på oktober måneds emne: Scorejob til små mænd!

Artiklen blev oprindelig publiceret på Margit Guldborgs blog MG-Blog.



Kommende jockey? - Mallory Gore. Fotograf: ?:


Er du mellem 16 og 18 år, lille og spinkel af bygning, med hang til adrenalin-kicks og spænding, så får du verdens bedste scorejob ved at blive jockey! Og bemærk lige, at disse gutter scorer de lækreste damer!

Der er naturligvis både plusser og minusser ved at være jockey, men hvis du har talent og kan drive det til noget, så vil din dagligdag efter endt uddannelse give dig oplevelser, der ligner følgende:

  • Tidligt op om morgenen, hvor de sure og kolde vintermorgener opvejes af mange smukke forårs- og sommermorgener.
  • Morgenarbejde og træning af hestene samt tilridning af åringer (efterår/vinter).

Arbejdet er ikke for tøsedrenge, men kærlighed til hestene og tålmodighed og respekt belønnes med tillidsfulde og positive heste. På farten ugen igennem med ridt både lokalt og på de øvrige baner i hele Skandinavien. Enkelte af vore topjockeys rider også uden for Skandinaviens grænser!

Du bliver i høj grad din egen herre og skal selv disponere din tid og dine aftaler. (Dog findes der agenter, som påtager sig de administrative opgaver, hvis de er for meget for dig).


Max. fart ved væddeløb er omkring 60km i timenAdrenalin-kick
Hvis du får et adrenalin-kick ved at sidde på en motorcykel med 200 km/timen ud ad motorvejen, så får du rigeligt denne følelse opvejet af en væddeløbshest i fuld fart... også selv om denne "kun" ligger på omkring 60 km/timen... men fornemmelsen af disse vidunderlige hestes muskelkraft og energi er helt fantastisk... og når du så i et løb sidder på lige netop den hest, der har flest kræfter i behold før mållinien og dermed bliver den, der først passerer målet, så bliver det bare ikke bedre!

Topjockey

Som topjockey i Skandinavien ligger din indtjening mellem 600.000 og 1.500.000 om året, men så skal du nok heller ikke regne med at kunne ride professionelt til pensionsalderen. De fleste jockeys lægger op omkring 50-års alderen, men hvis vægten eller skader bliver et problem, kan det være nødvendigt at finde et andet erhverv tidligere. Flere jockeys bliver senere professionelle trænere, hvilket er en meget naturlig fortsættelse af karrieren.

Kvinder i faget

Der findes naturligvis også kvindelige jockeys... faktisk har vi her i Skandinavien nogle af verdens dygtigste Q-jockeys, men da det kniber med at rekruttere mandlige jockeys pga., at drenge her i Skandinavien hurtigt bliver for høje til denne sport og dermed senere får alt for svært ved at holde vægt... ja så er det jo, at man skal se det positive i at være lille og spinkel!


Træningsarbejde

Kig på nedenstående link, og få et lille indblik i, hvordan et træningsarbejde foregår:
http://www.youtube.com/watch?v=qCn2MI4eSAo


Lennart Hammer

Superjockey Lennart Hammer

Og med nedenstående link mindes jeg en lykkelig dag i Malmö, hvor jeg under vild jubel kunne følge min dejlige grå Breeder's Hope vinde med én af Skandinaviens dygtigste jockeys på ryggen, nemlig Lennart Hammer, som desværre - alt for tidligt - har valgt at indstille sin fantastiske karriere... Følg denne superjockey på nr. 9, og bemærk hans dygtige pacebedømmelse og fornuftige placering af hesten undervejs, samt ikke mindst hans effektive og elegante stil.

Tilladelse fra Sportschef Bo Gillborg, Jägersro.


http://www.youtube.com/watch?v=6qeTnmRLh7A